Ø traditioner og andet

På Sejerø Har vi en del gamle traditioner. Her på denne side vil vi forsøge at beskrive et par stykker af dem.

 

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

 

Fulskager

 

Vi starter med vores egnsret Fulskager. Fuldskager spises på alle tider af året. Det er en meter speciel middagsret som er gået i arv gennem generationer og som kræver et vist håndelag og lang tids øvelse. 

 

ingredienser:

 

Flæskefars ( 1 kg. = ca. 42 stk.)

Løg

Allehånde

salt

Timian

1 kop Havregryn

mel

4 kopper Vand ( hvis man bruger varmt vand, bliver dejen nemmere at arbejde med)                                             

                       

Tilberedning:

 

flæskefars æltes med løg - allehånde og salt evt. timian .

trilles til kødboller og fryses ned.

havregryn sættes i blød i vand - derefter mel i , til dejen slipper og er smidig , men stadig er til at få til at klistre sammen. lad dejen hvile i en ½ time så bliver den mere smidig.

Herefter former man i hånden små  tynde"pandekager " af dejen , som så lægges omkring kødbollen og lukkes så der ikke er huller i dejen.

fuldskagerne kommes nu i en gryde med kogende vand - der røres jævnligt og forsigtigt i gryden - og må ikke koge kun simre efter at fuldskagerne er kommet i

er færdige efter ca. 20 min. - men ta' en op og kontroller inden alle tages op.

spises med salt og evt. timian.

Timianen kan kommes i farsen , men også bare spises til lige som salt.

 

 

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

 

 

Pinsekager

 

 

Efter Påske kommer Pinse, der traditions mæsigt ikke byder på det helt store, dog er der stadig nogle der samler mågeæg for at bage pinsekager, også kaldet grynkager. Opskriften ses herunder.

 

ingredienser:

 

500 g grødris

250 g knækkede byggryn

ca. 3 l mælk - lidt salt 

1 1/2 kop mel

ca. 20 æg (mågeæg eller hønseæg)

rosiner.

 

Tilberedning:

 

Ris, byggryn, lidt salt og mælk koges ligesom til risengrød og stilles koldt til dagen efter. Røres derefter sammen med mel, æg og rosiner efter behag, ( æggene skal piskes let sammen inden de kommes i)

Bages på panden ligesom tykke pandekager eller klatkager, vendes på et grydelåg.

Kan serveres varme eller kolde, med sukker, syltetøj, sirup, brun farin eller rababerkompot alt efter smag.

 

 

------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

 

 

 

Kød og Kæber

 

 

Kød og Kæber er en ret der spises af næsten alle øboer 3 gange om året. Nemlig fastelavnsmandag, lille juleaften og lille nytårsaften.

 

Ingredienser: (til 4 personer)

 

1 mellem stort Hvidkål

1 kg. gulerødder

1 kg. kartofler

et lille stykke kogeflæsk

et lille stykke røget snitte

ca. 500g medisterpølse

stærk hjemmerørt sennep  (sennepsmel)

mel, havregryn

rosiner

smeltet smør eller hvid stuvning.

 

Tilberedning:

 

Grøntsagerne renses og skæres over på midten, gulerødder og kartofler koges i hver sin gryde. Kogeflæsk og røget snitte koges  sammen i ca. 1 time, alt efter størrelsen, når der mangler ca. 1 kvarter kommes pølsen i. Når det er kogt tages det hele op og pakkes ind for at holde på varmen. Herefter koges hvidkålen i det samme vand kødet kogte i, kogetid efter behag. Dette skal ligeledes pakkes ind da vandet skal bruges til at koge det sidste, nemlig fuldskagerne med rosiner.De laves på følgende måde:

2 kopper lunken vand, tilsættes 1 kop havregryn og 1 kop rosiner, det hele blandes med mel og æltes til en ensartet dej, der trilles til valnødde store kugler som koges i vandet fra kødet og kålen, kogetid ca. 20 min. Kan serveres med smeltet smør eller en opbagt hvid sovs lavet af kogevandet.

 

 

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

 

 

Trille Påskeæg

 

 

På Sejerø Trilles der hvert år påskeæg påskedag. Både øboer og turister koger og farver æg i stor stil og tager til Fyrbakken eller til Tyvsbjerg hvor man triller de farvede æg op af bakken indtil de går i stykker.

 

-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

 

Gammeldags Sejerø Pebernødder

 

 

4 dl. Hvidtøl

4dl. sukker

ca. 1. kg sigtemel.

2 tsk kardemomme

 

det hele blandes sammen og stillet koldt, så er dejen nemmest at arbejde med. trilles ud og skæres. der bliver til ca. 2 bradepander fyldte. Bages ved 175 grader i ca. 20-25 min. alt afhængig af ovnen.