brev til Beboerforeningen

Følgende brev har vi fået fra en meget glad åben ø-dag, deltager. hvor er det dejligt med så god feedback.

 

 

 

Kære alle jer, der glædede og fornøjede os på åben ø-dagen.

 

Solen skinnede vanen tro, ø-flagene var til tops og bød os velkommen, og den velkomst varede ved hele dagen, varme smil, interesserede værter, som glad og gerne fortalte og svarede, og med stolthed viste os den dejlige ø.

 

Klaus med verdens skønneste jydeheste tog os med i eventyrland, utrættelig kørte han for os den hele dag, medens Karin tog sin tørn i den gode butik med kræs for alle.

 

Kirken er jo altid et besøg værd med den åbne dør og dens smukke indre, her er den oase, som har noget at give til alle. I børnehuset var kaffe og kage parat, og den æblekage kan jeg smage endnu, den smagte af sommer, havens dejlige høst af æbler. Jeg tænkte ved mødet med de dejlige varmt smilende værtinder, at på Sejerø har man overskud at dele ud af på alle måder.

 

Kulturhuset og museet, ja, det var bare gensynsglæde igen. Fyret blev ikke rigtigt til noget. Vi var på vej, men der var sket det, hørte vi, at køen var for stor, så det kneb med tilbagetog i rette tid og antal, men pyt – vi kommer igen, det er godt at have noget til gode.   I bondegården fik vi nu indblik i kvæg og mælkeproduktion, det var utrætteligt, at medarbejderne i stalden – midt i arbejde og malkning – tog imod os med åbne arme, viste os rundt og fortalte, og jeg tænker, at det må være de gladeste køer med den pasning, de får, og jeg vil tro, at mælken bliver verdens bedste. Det er dyrevelfærd, når den er bedst.

 

Hvor jeg bor, kan jeg høre, når Sejerøfærgen ligger til, broklappen går ned, senere 3 trut og så bakker den og sætter igen kursen mod Sejerø. 

 

Den færge giver liv og atmosfære, det er jo også vores færge.

 

Tak til det dejlige personale eller besætning, hedder det nok.  Det gør en sejltur til noget, vi glæder os til.

 

Endnu engang til alle på Sejerø, Tusind tak for ø-dagen.

 

På gensyn til næste år, jeg glæder mig.

 

Hjertelig hilsen fra Judith, Havnsø

min datter Marianne og mit barnebarn Laura, som bor ved Århus.