En go´ historie
Sejerø
 
 
Det var lyden der bragte mig til Sejerø. Jeg ville høre den klokke som må have været et samtaleemne for de familiemedlemmer jeg har kunnet spore længst tilbage på fædrene side. For syv generationer siden fødtes de og var samtidige med den nye klokke, der blev støbt i København og bragt til øen. Året var 1651. Under den skånske krig i 1675 hejsede svenskerne klokken ned og tog krigsbyttet med til Göteborg, hvor den efter sigende blev ved med at ringe – i utide – indtil broderfolket besluttede at levere den tilbage til øen. Næsten som at vinde på udebane, må det have været, klokken har sit eget liv, og den har bundet folk tættere sammen, selv i fraværet fra sin plads i kirketårnet.
 
Det blev mit første besøg på øen og jeg havde planlagt efter at kunne høre aftenringningen om lørdagen hvilket betød at jeg skulle med Sejerøfærgen fra Havnsø om formiddagen. Det føltes uendeligt dansk. Og jeg følte mig godt tilpas ved udsigten til overfarten, der var sat til at vare en time. Jeg kunne fra kajen se ud mod den nærliggende Nekselø og i det fjerne kunne jeg skimte Sejerø. Vejret var gråt og mildt, netop så den begyndende vinters farver var trukket klart op; blytungt, nordisk, mørkt vand under kølen og smukke selvlysende grønne bakkedrag ude på øerne, vintersæd i jorden, drivende skyer med lidt mere fart på end normalen. Man kunne se Danmark gennem tusinde år, hvis man så godt efter.
 
Overfarten var interessant. Cafeteriaet var lukket. Vi var en snes mennesker fordelt ved hver sit bord i salonen og enkelte der stod ude på agerdækket for at ryge smøger og nyde den friske vind. Konen ved nabobordet førte en højlydt samtale i sin mobiltelefon, selvom mobildækning ikke just er et privilegium, der er forbundet med øer i Kattegat. Hun havde lige set tre suler komme flyvende forbi og informerede sin samtalepartner og omkringsiddende om de 5000 suler der var blevet spottet på Skagen. det var rart at vide. Jeg har smagt sule en enkelt gang. Det var på Heimaey ude på Vestmannaøerne. Jeg følte mig godt tilpas ved udsigten til nye naturoplevelser. Mest interessant var dog en artikel i Sejerø beboerblad om rovfuglene og jagten på Sejerø. Her blev jægerfolket oplyst og beroliget med at rovfuglenes primære fødekilder ikke er de samme som menneskets. Naturen sparer på energien, stod der. Fuglen tager altid det bytte, der er nemmest at få fat i. Jeg tænkte at det måske også var et godt billede på den menneskelige eksistens. Ved over 90% af de observerede indflyvninger til reden har rørhøgen på Sejerø haft en skruptudse med i kløerne. Fuglene spiser det de finder, de virker desperate i deres jagt på næste måltid, muligvis fordi vi har forsynet dem med færre valgmuligheder. Eller også er de bare ikke særlig kræsne og tilfredse med udvalget i Dagli’Brugsen. Vi tager den nemme løsning tænkte jeg som var eneste passager til fods blandt overfartens elleve køretøjer.
 
Ude i horisonten dukkede øen op og blev større og større i synsfeltet. Jeg kunne se kirken på bakkedraget øst for Sejerby. Landskabet var smukt og storladent på sin egen beskedne måde. Jeg tog et par fotografier med mit gamle bælgkamera og et par med mobilens zoomfunktion. Der dukkede et køretøj op nær bakkekammen i det fjerne. En firehjulstrækker med trailer. Den var helt alene i panoramaet, der måler ti kilometer i bredden. Bilen var en nyhed i landskabet engang for ikke så længe siden. Derfor tog det flere generationer inden folk for alvor begyndte at flytte sig demografisk set. Og sådan er det stadig i vid udstrækning. Hovedparten af alverdens befolkninger dør stadig indenfor en radius af få kilometer fra stedet, hvor de blev født. Skibe hører ø-livet og de ældste tider til. Men befolkningstallet er alligevel nogenlunde stabilt omkring de 350 på Sejerø siden første folketælling, så det tog åbenbart sin tid at finde en båd og komme af øen. Lige som Bodil Jensdatter Samsing må være drevet i land vestfra, fra Samsø, hvor hun har tilført familien lidt frisk blod i 1600-tallet. For nogle generationer siden rykkede min families aner ind i landsbyerne på den anden side af Havnsø og først da hestekøretøjerne, lokomotiverne og automobilerne for alvor gik i rutefart endte min farfar med at komme til Taastrup, Valby og giftede sig med en pige fra Stevns, der har samme grundfæstede tilhørsforhold til sin hjemegn, skønt jobbeskrivelserne sydpå lød anderledes end i Odsherred. Hvor finder man ellers et erhverv der hedder kuglestenspiller ved klinten?
 
Nu var jeg advaret om at en kop kaffe ikke er til at opdrive for en fremmed fugl udenfor sæsonen på Sejerø. Det stod også i det udmærkede beboerblad, jeg læste på færgen. Så jeg fandt mit logi, købte nogle breve the i Brugsen og gjorde klar til en udflugt mod Eskebjerggård, som var den gård hvor mine forfædre og mødre havde fæste. Først gik jeg dog indenom den smukt beliggende kirkegård men selv de få ældste grave var barnemad i forhold til det tidsperspektiv jeg søgte: Klokken der også klangligt ville forbinde fortid og nutid. Jeg løb fra bakketoppen stille og roligt ud mod fyret i vest og stoppede og spurgte om vej til Eskebjerget mellem flokke af gæs og solstrejf og fik fine rutebeskrivelser af venlige mennesker undervejs. Jeg overså alligevel gården. Løb så op mod havet i nordvestlig retning og mødte en kystfisker i waders der sagde at man sjældent mødte nogen på dette sted. Vinden var i syd, det var et par dage inden der skulle komme orkan havde jeg forstået, men kysten mod nord var helt stille med næsten spejlblankt vand. Jeg besluttede at runde fyret inden jeg løb tilbage langs kysten og op på det smukke Eskebjerg, der er skubbet op af isen i forhistorisk tid som en af de mere end tres bakker på øen. Solen var fremme, kystlinjen klar og urdansk. Netop denne udsigt 26 meter over havets overflade og denne høj der formentlig rummer DNA der kan forbindes med mit eget og mine børns, gjorde mig bevidst om en ting: Jeg er en person der er og altid har været orienteret mod nord. Jeg har haft en ø-længsel siden jeg først besøgte Gotland med kæresten, der senere blev min hustru, og vi har følt os godt tilpas med at tilbringe ferier og senere bygge et sommerhus på Læsø. Jeg genkender landskabet dybt inde i mig selv. Jeg føler mig i familie med de mennesker der har stået på Eskebjerg efter endt arbejdsdag i de bølgende marker og mærket evigheden og hinanden. Jeg benyttede muligheden for at spejle tilstanden og tog nogle billeder af rundhorisonten.
 
Fra toppen fortsatte jeg mod bunden af bakken hvor gården lå. Jeg befriede tøjet for burrer der satte sig fast på nedløbet og fandt en gruppe på fire mænd hvoraf en havde hånden nede i en pose cement som om han vurderede stenpulverets kvalitet. Vi hilste på hinanden og lod enhver passe sit. Mit forehavende var at nå tilbage til midten af øen inden klokken faldt i slag. Og det gjorde den. Malmfuldt og storladent ringede den solen ned. Men hvilken af de to kirkeklokker der lød, havde jeg ikke musikalitet at afgøre. Måske dem begge. Den nye er fra 1715. Da alt igen åndede fred over land og by kravlede jeg op i klokketårnet af den udvendige trappe. Der var blæsende og koldt i klokketårnet skønt vinduerne var tilskoddede. Det var et fantastisk syn at se de irrede klokker i det store mørke rum der dårligt lod sig oplyse af det elektriske lys jeg havde tændt indenfor. Både kirke og tårn stod ulåste og jeg var dybt taknemmelig over denne folkekirkelige gestus. Atter nede i skumringslyset studerede jeg den smukke kirkes inventar. Særlig kirkeskibet fra 1659 som to Sejerøboere, sømænd og soldater havde tilvirket var fantastisk dragende. Vi var og er på den evige rejse og kan mærke historiens nærvær og betydning.
 
Det er ikke kun klokkens lyd der bidrog til fællesskabsfølelsen. Symbolerne i kirken var mange og i denne kirke under dette skib og over denne gotlandske døbefont har hoveder og kroppe i min familie været forbi. Herfra har deres verden gået, de er blevet døbt, konfirmeret, gift og begravet. Og nok kan gravene være sløjfet, men vi er vidner til de samme udsigter og indsigter nu og da. Hvil i fred, som man skriver, hvis man har råd til en gravsten. Vi mindes gennem kirkens fælles gods og landskabet der ligger hvor det ligger til vi beslutter at det skal være anderledes. Jeg fik set en halv snes rådyr, harer i flugt, rovfugle såvel som gæs, ænder og små fugle og endnu en kystfisker i sine waders ude i det stille vand stik nord for kirken. Hun havde måske behov for et øjeblik at have ryggen mod verden og være i dialog med fiskene.
 
Søndagens prædiken handlede om næstekærlighed, og der var kirkekaffe efterfølgende så helt skrælt stod det altså ikke til med bydningen på øen. Kirken er opmålt i 1962 af arkitekt Jan Gehl der efterfølgende har forestået renovering og tegnet kirkens orgel fortalte den genoptrykte brochure, han skrev som en af sine første opgaver og som lå til afhentning i våbenhuset. 51 år efter modtog han som arkitekt Kunstakademiets højeste udmærkelse for sit arbejde med at skabe byer for mennesker rundt om i verden fra New Yorks cykelstier til Melbournes grønne områder. Jeg havde planer om at cykle den anden halvdel af Sejerø rundt på en af de ramponerede billige udlejningscykler, men det blev bare til en tur ned mod færgen, hvor der var mistænkelig stor fuore. Mange biler og en forestående færgeafgang som så ud til at ligge udenfor sejlplanen. Bommen var nede da jeg stillede cyklen i stativet. Jeg nåede færgen netop som sømanden skulle til at sænke bovporten. Det viste sig at færgens ene motor var i uorden og man nu ville have repareret skaden på Sjællandssiden. Som skipperen udtrykte det i højttaleren ved afgang:
 
“Vi ved ikke hvornår vi sejler tilbage, men det er I nok også ligeglade med”
 
Det lød familiært.
 
 
Erik Steffensen