Sejerø Fyr
                                        

 

foto. april 2012

Sejerø Fyr  

 
 
 
Sejerø Fyr blev opført i 1852 og er beliggende på Sejerøs nordvestpynt - kaldet Gniben - en morænelerbakke 50 fod høj (15,5 m), hvorpå det 19 meter høje runde, pudsede og gulmalede fyrtårn er opført - kun to meter fra skræntkanten. Fyrtårnet har en focushøjde på 50 fod (15,5 m). Således er fyrets lyshøjde 100 fod = 31 m.
 
Fra 1852 til 1903 var det et spejlfyr bestående af ni parabolske spejle og ni olielamper anbragt i tre grupper. Fyrapparatet roterede en omgang på seks minutter. Således kom der et blink hvert andet minut.
 
I 1903 blev spejlapparatet udskiftet med et linseapparat bestående af én glødenetsbrænder og seks linser anbragt i to grupper. Apparatet roterede en omgang på 30 sekunder således, at der kom tre lysblink hvert femtende sekund.
 
I 1956 blev fyret elektrificeret, og det roterende linseapparat blev udskiftet med en faststående tromlelinse
med en 1000 W fyrlampe og som reserve en AGA gaslampe.
 
 
I 2003 blev lyskilden udskiftet med en 600 W halogenlampe med akkumulatorer som reservestrøm. Fyrkarakteren er nu to blink hvert femtende sekund.
 
 
Kong Christian d. X og dronning Alexandrine besøgte fyret d. 2. juli 1929.
54 år senere, den 10. juli 1983, besøgte Margrethe d. II fyret sammen med Prins Henrik og deres 2 sønner kronprins Frederik og prins Joachim.
 
 
Tjenesteboligerne til fyret er solgt fra til privat anvendelse.
 
Der er mulighed for at komme op i fyret, men kun i følge med fyrpasseren eller dennes afløser. Man kan ringe til fyrpasseren (eller dennes afløser) som, hvis han har tid, kommer ud til fyret i løbet af ca.10 minutter. Telefonnumre står på fyrdøren.
 
Der kan ikke bestilles tid til at komme op i fyret i forvejen.
 
Der er også opstillet en informationsstander ved fyret med kort over farvandet og lidt historie.
 
Ønsker du at vide endnu mere om Sejerø fyr, kan du købe fyrpasser Knud Hammekens bog: ”Historien om Sejerø Fyr fra 1848 til 2004”. Bogen rummer mange detaljer og giver et indblik i fyrvæsenets historie og vilkårene for de mennesker, der levede og arbejdede på fyret. Bogen kan købes på Sejerø Museum, Tynebjerg Mohair eller købes/bestilles hos Knud Hammeken. Mail adr.  knud@hammeken.biz. Prisen er kr. 95,- ekskl. porto.

                                

 

Find mere om Sejerø Fyr og andre fyr på www.fyrtaarne.dk hvor man også kan lære om fyrkarakter mm.