Sejerøs historie går langt tilbage. Øen har været beboet siden oldtiden, og adskillige gravhøje og en enkelt langdysse er fortsat synlige på de mere ende 60 navngivne bakketoppe.
For mange sjællændere har Sejerø en form for mystisk status. Dette skyldes formodentlig øens isolerede placering relativt langt ude i Sejerøbugten, hvilket har givet Sejerøboerne ry for at være sejlivede mennesker med stor vilje til at klare sig. Øens særlige naturgeografi med de mange bjerge og den oversvømmede lavning bidrager også til fornemmelsen af, at Sejerø ikke ligner andre steder på Sjælland. Sejerø har med andre ord masser af egenart og en rig kulturarv, der appellerer til at besøge øen eller måske endda bosætte sig her.
Sejerøs natur er ikke unik i en dansk contekst, men øens “bjerge” er noget enestående. Øen har mere end 60 navngivne høje, som ligger i to “bjergkæder” på hver side af øens lave og flade midte. Det Sejerøske ord for bjerg er “bier”.
Traditionelt blev øens midte afgræsset af får og kvæg, og på bakkeskråningerne havde man agerdyrkning. Sejerøs bebyggelser ligger typisk på bakkernes østvendte sider, for at sikre læ fra vestenvinden. Det er i historiske beretninger beskrevet, at man i vintermånederne kunne skøjte fra Mastrup til fyret – hvilket også kan genkendes på øens veje, som stort set ligger som de gjorde i middelalderen; højt i landskabet. Sejerø har mange kulturhistoriske seværdigheder spredt over hele øen – som eksempel kan nævnes øens tejstkoloni, det markante fyr, Kirken, Kulturhuset, flere gravhøje og smukke kyststrækninger.
Kongshøj er med sine 30 meter øens højeste punkt. Hele området med Kongshøj, Lindhoved samt Nordre og Søndre klinter kaldes for “Bieret” – Bjerget.
Kongshøj er derfor en høj, der ligger på Bjerget