Sejerø, Sejrø, ca. 10 km lang, smal ø mellem Sjællands Odde og Røsnæs 10 km ude i Sejerø Bugt; 12,4 km2, 359 indb. (2014). Øen består af to rækker enkeltbakker langs nord- og sydkysten, der adskilles af et lavtliggende (ca. 1 m.o.h.) område med hævet havbund. Langs de udlignede kyster støder bakkerne op til marint forland. Det højeste punkt, Kongshøj (30 m.o.h.), ligger nær sydspidsen. Sejerby (217 indb., 2014) med kirke og lægehus har fiskeri-, lystbåde- og færgehavn med trafikforbindelse til Havnsø.
Øen, der hører til Kalundborg Kommune, har flere sommerhusområder og en del ældre huse og gårde med bindingsværk. Sejerø Kirke er fra slutningen af 1200-t.; i kirken findes kalkmalerier fra efterreformatorisk tid. Den sydlige del indgår i et fuglebeskyttelsesområde pga. tejsten, der yngler i klinterne.
Sejerø nævnes første gang i Kong Valdemars Jordebog (1231). I 1310 hørte Sejerø under Roskildebispen, men kom ved Reformationen i 1536 tilbage under kronen. Jens Rostgaard (1650-1715) købte øen i 1692, og den indgik i hans stamhus Krogerup i 1741. Sejerøboerne købte deres ejendom til selveje i 1805. De havde indtil da haft mange særrettigheder, bl.a. hoverifrihed og eget ting (1622-1805).
Landbruget blev indtil 1660 suppleret med en omfattende handelssejlads. Beboerne var i flere århundreder kendt for deres stridbarhed både over for øens præster og indbyrdes.
