Åbent brev til Kalundborg Kommunalbestyrelse
Lokalsamfundet på Sejerø mærker det og kan se det. Og prøver efter bedste evne at gøre opmærksom på det. Hvorfor er der ingen i Kalundborg Kommune og Færgeledelsen, der reagerer, eller bare vil høre på, hvor håbløs forvaltningen af færgedriften i Sejerøbugten har udviklet sig – og hvor katastrofale konsekvenser, det har haft – og vil få på lokalsamfundene.
Det er stadig ikke lykkedes at få etableret den af øboernes ønskede dialog eller lydhørhed med Kalundborg Kommune, Færgeledelsen og en enevældig Forvaltning. Der er vist ikke vilje eller evne til at stoppe nedsmeltningen af lokalsamfundet på Sejerø.
Vi har heller ikke fået svar på, om det er Forvaltningens plan, at Sejerøfærgen på trods af konsekvenserne for lokalsamfundet på Sejerø skal flyttes til Havnsø? Er det fordi vores spørgsmål, bare vil udløse det sædvanlige svar – ”det er der p.t. ingen planer om” – eller er det fordi Forvaltningen, som den plejer, først vil svare når beslutningen er truffet?
Den eneste konkrete reaktion har været en opfordring til at slå koldt vand i blodet, samt at vi alle sammen skal huske at tale pænt til hinanden.
Forvaltningen har godt nok gennem deres ledelse og beslutninger bevist, at det er deres plan, at flytte Sejerøfærgen væk fra Sejerø. Færgeledelsen har i flere år bevidst fravalgt ansøgere, der er bosat eller tilkendegiver, at de vil bosætte sig på Sejerø. For eksempel når man fravælger en kvalificeret ansøger til jobbet som overfartsleder, og i stedet sætter en ekstern konsulentvirksomhed i Aalborg til at varetage funktionen og bære titlen som Overfartsleder.
Når Forvaltningen – med begrundelse i hviletidsbestemmelser og personalepleje for Skibsførerne – permanent flytter deres tørnested til Havnsø, og gennemfører planen med en opsigelse af den p.t. ene Skibsfører der er bosat på Sejerø. Og det er direkte skræmmende når Overfartslederen og Rederichefen på det sidste møde i Ø-udvalget fortæller, at man har afholdt op til flere møder med den afskedigede Skibsfører bosat på Sejerø – men uden resultat. Det er direkte usandt! Der er ikke afholdt et eneste møde med skibsføreren i forbindelse med hans opsigelse.
Når jeg har fået indsigt i en mail fra Overfartslederen til styrmænd og maskinmestre.
En mail hvor Overfartslederen med udgangspunkt i ”at han er blevet informeret om, at styrmænd og maskinmestre på Sejerøfærgen ønsker at tørnestedet flyttes permanent til Havnsø” meddeler, at det vil administrationen gerne arbejde på. En mail hvor Overfartslederen opfordrer og motiverer til, at det kræver et svar fra alle, så han kan gå i gang med processen. Alt imens Sejerøboerne venter på svar og dialog, fortsætter administrationen ufortrødent med processen! Og medarbejdere der ikke har fulgt Overfartslederens opfordring og meddelt at de er enige, bliver informeret om at tørnestedet uanset deres tilkendegivelse flyttes til Havnsø.
Der er vist ingen tvivl. Forvaltningen arbejder målrettet på at flytte Sejerøfærgen væk fra lokalsamfundet og til Havnsø. De er uhyggelig tæt på at komme i mål. Forvaltningen mangler kun at Sejerøfærgen skal overnatte i Havnsø. Og at erstatte afgange med en lille færge.
Hvis jeg skal huske at tale pænt, så må jeg rose administrationen for deres forvaltning og plan med at flytte færgen til Havnsø. Det er gennem manglende dialog og ønske om indflydelse lykkedes Forvaltningen at holde Sejerøboerne ude af hele processen. Det vil sikkert også lykkedes Forvaltningen, at få Sejerøboernes protester mod flytningen af tørnestedet til Havnsø til at se ud som en protest mod de forbedringer færgepersonale bosat på Sjælland har opnået?
Men det vil i givet fald også være misinformation. Vi protesterer mod, at beslutningen nu og i al fremtid indebærer forskelsbehandling og forringede betingelser for personale, der er bosat på Sejerø og indebærer en nedsmeltning af vores livline! Vi kan ikke beskrive konsekvenserne af Forvaltningens beslutninger mere præcist, end Overfartslederen selv gør i sit svar på spørgsmål om fremtidige skibsfører ansøgere bosat på Sejerø, også vil blive tilbudt kompensation svarer: ”Det er korrekt, hvis der på et tidspunkt ansættes skibsførere bosat på Sejerø (hvilket ikke er særlig sandsynligt) vil vi overveje det.
Vi protesterede heller ikke mod at få nye færger, selvom budskabet fra administrationen var, at processen blev stoppet på grund af modstand fra Sejerøboerne.
Nu spørger jeg bare igen. Hvorfor vælger Forvaltningen en plan, der medfører en nedsmeltning af lokalsamfundet på Sejerø? Og om det også er den politiske plan Kalundborg Kommune arbejder på?
Hvis det forholder sig sådan, så kan I som det mindste fortælle os det.
John Bruun
En der bor på og bekymrer sig om Sejerø